Der var engang...
Inspirationen til oprettelsen af andelsforeningen "Ådalen 1" kom fra "Drivhuset" - et bofællesskab, som var blevet bygget først i 80’erne. Initiativtagerne til Ådalen var nogle af de mennesker, der stod på venteliste til Drivhuset, og som havde erkendt, at de ville komme til at vente meget længe og derfor ønskede at starte for sig selv.
Foreningen blev stiftet o. 1984/85 og en grund nær ved Drivhuset med udsigt over ådalen blev købt (deraf navnet!). En lokalplan på grunden, hvor der var planlagt tæt/lav bebyggelse, var blevet opgivet. Arkitekt Peter Krogh, som på det tidspunkt var medlem af foreningen, tegnede den noget utraditionelle bygning, som dels var inspireret af Drivhuset med en glasoverbygget gade som midtpunkt, dels var bestemt af selve grunden og beliggenheden.
Nu havde man en andelsboligforening, en grund og en tegning af bygningen. Hvad man manglede, var en kvote, som gjorde det muligt at starte byggeriet. Kommunen uddelte hvert år et vist antal kvoter, men der gik flere år, uden at Ådalen kom i betragtning – kvoterne gik til private bygmestre, f.eks. Arne Sander Mikkelsen, der nåede at bygge masser af andelsboliger i Paderup, før vi endelig i 1987 kunne gå i gang, efter at have appelleret til en radikal folketingspolitiker (så vidt jeg husker?)
Den lange ventetid havde stærk indflydelse dels på byggeriets kvalitet, dels på medlemsskaren. Priserne på materialer m.m. steg i ventetiden, så der måtte skæres ned, hvor der kunne. Og nogle medlemmer tabte tålmodigheden og fandt andre bo-muligheder, andre flyttede fra byen og en samlet flok forlod foreningen efter voldsomme uoverensstemmelser. Da byggeriet endelig skulle startes, var kun ca. halvdelen tilbage, så der blev annonceret efter nye medlemmer og indkaldt til møde i Drivhuset, hvorefter samtlige andele blev fyldt op.
Efteråret 1987 var usædvanlig vådt, så selve byggeriet blev en sej omgang. Vi var selv bygherrer og en gruppe fulgte byggeriet nøje, mens andre grupper tog sig af planlægning af haven, indkøb til fælleshus og fælleskøkken, planlægning af fællesspisning osv. Så da byggeriet endelig stod færdigt 1. marts 1988, var vi ret velforberedte. Fællesspisningen startede (med nogle begynder -vanskeligheder!) så snart møbler og køkkenudstyr var på plads og har fungeret punktligt siden. Gaden blev beplantet, og til trods for mudder og traktose på grunden lykkedes det at få anlagt en græsplæne og senere en køkkenhave. Haveplanen måtte vige for individuelle ønsker, og haven mangler måske stadig det præg af sammenhæng, vi havde ønsket – senere er der dog blevet plantet flere bøgehække ved terrasserne!
Vi kom altså godt i gang med stor begejstring og en del idealer, men selvfølgelig blev det hverdag. Efter et par år løb vi ind i problemer med personlige uvenskaber og magtkampe mellem nogle af beboerne. Det stod på gennem længere tid og løstes desværre udelukkende ved, at en række af de mest stridslystne flyttede. Vi der blev tilbage fik sammen med nye medlemmer genoprettet harmonien, og siden har bofællesskabet fungeret godt og solidt uden de store kontroverser. Nu er mange af de oprindelige beboere flyttet og mange nye kommet til. De nye kommer ofte med nye ideer og ny inspiration og ryster (heldigvis) op i nogle af de vaner, vi efterhånden har tillagt os!