Fællesspisning
Fællesspisningen er central i bofællesskabet. Den er kernen i det.
Kl. 18:00 står maden på bordet i fælleshuset, fra søndag aften til torsdag aften. Fredag og lørdag er der ikke fællesspisning.
Vi laver mad på skift. Cirka hver 4-5 uge har hver voksen (over 16 år) tjansen som chefkok og hjælpekok, samt 2 gange som opvasker.
De to kokke starter typisk kl. 16. Efter spisning er der kaffe eller the og kl. 18.30 går de to opvaskere i gang.
Vi vælger selv de datoer, hvor vi ønsker at arbejde i køkkenet. Dog roterer valg, så man 'i værste fald' kan være den, som sætter "brikker" på sidst. Det er dog altid muligt at bytte!
Unge mellem 12-16 år deltager også i køkkenet, dog med begrænset ansvar.
Vi betaler 600 kr. om måneden for at deltage i fællesspisningen. Børn under 12 år betaler halv pris.
Vores køkken er udstyret med store og gode maskiner til stort set alle funktioner, så arbejdet føles ikke meget større, end hvis man laver mad i et almindeligt køkken til 4 personer.
Vi spiser meget varieret og har kun enkelte dogmer: Vi sigter efter en gang fisk, en gang vegetar, kartofler højst to gange, ris og pasta en gang, salat hver dag, og så meget økologi som budgettet kan bære.
Du kan afmelde dage, og betale for gæster.
Fællesspisningen er kernen i bofællesskabet og i mødet mellem beboerne.
Man skal kunne deltage i madlavningen og i spisningen.
Men hvis man har brug for at spise hjemme enkelte dage, så henter man bare sin mad.